torsdag den 29. november 2007

Lad os afskaffe bisperne

Indlæg bragt i BT den 29.nov.:

Afskaf bisperne i Danmark, foreslår Andreas Raahauge fra Åbenrå i BT den 27. november 2007. Forslaget kommer i forbindelse med funderingerne om at lade dem blive åremålsansat. Jeg finder, at vi helt bør afskaffe dem. Ved Reformationen blev de helt afskaffet, da hele idéen med bisper er en katolsk tradition. Folkekirken er en demokratisk kirke, hvor den lokale menighed selv vælger sin præst. Tanken var at præsten skulle være lige med sine sognebørn – det var årsagen til præstekjolen, som var en velstående borgers daglige dragt. Der er ikke behov for at have hverken helgener eller bisper mellem menigheden og Vorherre. Men lige siden har de tiltaget sig mere og mere magt, således vi nu har fået en topstyret Folkekirke, hvilket vel ret beset er et paradoks. Den nyeste trend er, at de rejser rundt i Verden og forhandler på menighedernes vegne om dialog med muslimerne, hvorefter de bøjer sig i respekt over for islam – i stedet for karsk og bramfrit at forkynde den kristne lære.

Ingen kommentarer: