mandag den 27. september 2010

2010 er Dragørs Rædselsår.

2010 er Dragørs Rædselsår.
Budgettet for 2011 er dog nu på plads
For Dansk Folkeparti har Dragørs økonomi været et Annus Horribilis i 2010.
I januar 2010 tegnede alt lyst. Budgettet for 2010 var acceptabelt og udviklingen levede op til forventningerne, var meldingerne fra forvaltningen. Opgaverne for byrådet var at tilpasse de enkelte dagsordenforslag til rammerne i budgettet. Rammer, som var rummelige og som tilgodeså en fornuftig udvikling med fokus på en forbedret kommunal service. Alt var idel lykke i Vor lille kommune.
Men så kom 1. marts 2010 med regne- og budgetfejlene. I første omgang viste opgørelserne, at der var sket fejl for mindst 21 millioner kroner i budget 2010. Fejl, som straks skulle rettes op, hvis ikke vi skulle under administration af Indenrigsministeriet sidst på året på grund af Kassekreditreglen.
Det medførte personalemæssige ændringer på topplan og en række nedskæringer samt ansættelsesstop og udbud af kommunale ejendomme m.m. Disse tiltag er nu næsten på plads – og det reddede budgettet for 2010.
Dansk Folkepartis holdning til disse ændringer var pragmatiske. Lidt skarpt trukket op, kunne vi bare konstatere, at virkeligheden ikke levede op til budget 2010´s rosenrøde forventninger. Vi måtte derfor bare sørge for at få tilpasset drømmene med den grå hverdag. For at sige det enkelt, så betød ændringerne, at vi måtte gå på kompromis med vores politik – alternativet havde været værre.

Budget 2011

Oplægget til budget 2011 var i 2009 lavet med samme tiltro til de rigelige pengemidler, som for 2010. Det betød, at der skulle ske ændringer for mindst 35 millioner kroner på det kommende budget. En sådan beskæring kan ikke gennemføres uden at det gør rigtig ondt mange steder. Det er derfor positivt, at et stort flertal i byrådet alligevel valgte at indgå i budgetaftalen. Den var nødvendig, men rørte dybt i forligspartierne hjerteblod. Alle partigrupperne har måttet give køb på deres særinteresser.
Til gengæld er det positivt, at disse barske ændringer betyder, at der denne gang fremlægges et budget i balance, men som også sikrer en positiv likviditetsmæssig udvikling for de nærmeste 2 til 3 år, hvis vi fastholder den bevidst faste styring af kommunens servicedriftsudgifter, som blev indledt med besparelserne i marts måned.

Fremtiden

Det er Dansk Folkeparti´s holdning, at vi så snart det økonomiske råderum forbedres på længere sigt, skal vi se på hvilke serviceydelser, der kan genindføres eller udvikles efter aftale med de andre partier, så vi også fremadrettet kan tilbyde tilfredsstillende kerneydelser til borgerne. Indtil økonomien har rettet sig varigt, konstaterer vi, at der er enighed om, at der som hovedregel ikke kan ydes tillægsbevilling til budgettet uden en tilsvarende kompenserende besparelse.
Besparelserne er massive, men alternativet ville være værre.

Morten Dreyer
Medlem af Dragør Byråd
Dansk Folkeparti
www.df-dragoer.dk

Ingen kommentarer: