søndag den 6. november 2011

Journalisters egne meninger

Spørgsmål til Chefredaktøren

Det er som om hovedparten af danske journalister ikke kan lide Silvio Berlusconi, hans politik og alle hans gerninger.

Det giver sig desværre udslag i deres artikler om Italien, hvor Berlusconis snarlige nederlag og exit fra magten kolporteres igen og igen.

Berlusconi er en anderledes type politiker, end gængs er i Danmark, men han evner at samle et flertal i Italien, som før hans ledelse havde årlige regeringsudskiftninger. Silvio Berlusconi har som den første italienske regeringschef siden 2. Verdenskrigs afslutning formået at holde sin regering samlet i mere end et år. Gennem de sidste 18 år har han været en samlende person i landet.

Problemet er ikke, at danske journalister ikke kan lide manden. Det er en personlig holdning, og han er heller ikke lige min kop the. Men som professionelle burde de kunne adskille egne private holdninger fra fakta.

Problemet er, at journalisterne lader deres personlige aversion skygge for en redelig orientering. De skriver deres idealer og forhåbninger ind i artikler, som burde være neutrale.

Er det avisens holdning, at dine journalister år efter år kan tage så grundlæggende fejl i deres artikler om Berlusconi snarlige fald fra magten ? Nu er det snart 18 år man har lovet det.

Ingen kommentarer: