Er Arvingerne en familiekrønike eller en allegori?
Arvingerne, DRs flotte TV serie handler på overfladen om hvad der kan gå galt i en familie, hvor der er en arv på spil.
Men er der reelt set kun tale om en dysfunktionel families kamp om millionerne. Så medierne går i selvsving over arveproblemer i de små hjem.
Eller er emnet ikke langt større?
Jeg opfatter slægtsgården, Grønnegården, som et billede på Kongeriget Danmark, en allegori, hvor man i troldspejlet ser på dagens virkelighed.
En fordoms prægtig ejendom, som efter års misrøgt af ejerne er nedslidt.
De gamle 68ere har i deres evige søgen efter egen realisering ladet landet forfalde, alt imens de skabte deres nutidskunst i deres eget billede. Eller slog på bongo trommer imens arven smuldrer mellem deres fingre. Jeg, jeg og jeg er holdningerne hos de gamle hippier.
Det er et ondt portræt af bongospilleren, hvor intet gør indtryk på ham, alt forfalder om ørene på ham og han saver hul i loftet til juletræet.
Men han vågner dog op til dåd, da hans egen hytte skal flyttes.
Grønnegården er helt nedslidt og arvingerne vil forære resterne væk.
Danmark er også godt slidt. Hospitalerne er discount. Politiet er forsvundet på gaderne og de ældres spises af med nedskæringer. Det eneste, der rigtig er råd til for regeringen er de udefrakommende.
Mon ikke der med serien mere er tænkt på en allegori over Kongeriget Danmarks tilstand, end endnu en banal familiekrønike, som set så mange gange tilforn siden Leif Panduros dage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar